Brandbeskyttede glas
Brandbeskyttende glas skal give en veldefineret beskyttelse mod flammer og røggasser (klasse F).
Der tilbydes to typer af brandbeskyttende glas som opfylder de krav:
- Trådglas
- Flerlagsglas
Når der stilles krav om beskyttelse mod for store temperaturstigninger (klasse BD/BS) er flerlagsglas løsningen.
Pyroshield er et trådglas der indeholder et tyndt ståltrådsnet som holder glasstykkerne sammen, når glasset sprækker, så tætheden og stabiliteten opretholdes.
Glasset er en enkel og billig beskyttelse mod flammer og røggasser. Det opfylder klasse F30 og F60, men hindrer ikke varmestråling bedre end almindeligt floatglas eller hærdet glas.
Denne glastype findes i fire varianter:
Råtrådglasset Pyroshield Texture slipper lys igennem, men hindrer klart gennemsyn.
Spejltrådglasset Pyroshield Clear er lige så klart og gennemsigtigt som almindeligt glas.
Disse to typer trådglas findes også med stærkere tråd, som dermed skaber sikkerhedstrådglassene Pyroshield Safety Texture og Pyroshield Safety Clear. Disse to glas opfylder kravene til personsikkerhed.
Pyrodur/Pyrostop er klare brandbeskyttende glas med høj optisk kvalitet. De består af tynde skiver floatglas med mellemliggende lag af vandglas, som er helt transparente. Ved brand revner glasset nærmest branden hurtigt, men brandbeskyttelseslaget holder glasstykkerne på plads og danner en barriere mod flammerne og røggasserne.
Jo flere lag der indgår i det brandbeskyttende glas desto længere tid tager det for branden at trænge igennem og desto langsommere stiger temperaturen på den anden side af glasset.
Pyrodur er en pålidelig barriere mod røggasser og flammer og mindsker desuden varmegennemgangen til en femtedel sammenlignet med trådglas og hærdet glas.
Glasset opfylder kravene til klasse F30 og F60.
Pyrostop giver en meget effektiv brandbeskyttelse. Det har mindst tre brandmellemlag og findes i varianter som opfylder alle krav til såvel tæthed (F30 og F60) som isolering (BD/BS30-BD/BS60). Desuden opfylder alle varianter kravene til personsikkerhed.
Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er de enkelte glas der skal godkendes med hensyn til brandsikkerhed og beskyttelse. Det er derimod den samlede konstruktion: glas, glasisætningsmetode, karm/ramme-konstruktion og montagesystem skal godkendes af fx Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut for at opfylde myndighedskravet.